Wild Tigers er FC Nordsjællands officielle fanklub. Efter at have fulgt holdet, som dengang hed Farum Boldklub, op gennem divisionerne, blev fanklubben stiftet 17. oktober 2002. Første sæson i Superligaen blev kronet med en bronze-medalje.
Altid har det været vores mål at skabe god stemning før, under og efter FC Nordsjællands kampe. Vi skal være så mange som muligt i Red Zone, som stemningsafsnittet på Right to Dream Park kaldes. Gennem to pokalfinaler, en DM-kamp og tre Champions League og utallige Superliga-kampe har Wild Tigers sørget for at skabe tifo’er og god stemning som den festlige kulisse for FC Nordsjælland – ude såvel som hjemme.
Wild Tigers arrangerer busture til FC Nordsjællands udekampe. På vores ture er der plads til alle, og det sociale samvær er i fokus. Oftest fester de yngre bagerst i bussen, mens de lidt ældre hygger forrest.
Desuden afholder Wild Tigers specielle fanarrangementer for medlemmer, hvor der ofte er deltagelse af spillere og trænere, så som medlem af Wild Tigers kan man komme lidt tættere på heltene fra FC Nordsjælland.